De offentlige Veie skulle inddeles i 2de Classer:

• Hovedveie, hvortil regnes alle de Veie, som forbinde Norge med Sverige, eller et Stift med et andet, eller som føre fra en Kjøbstad til en anden, eller som tjene et Amt, Fogderi eller Sorenskriveri, som Vei til en Kjøbstad eller Ladested.
• Bygdeveie, hvortil henhøre de mindre Veie, saasom Kirkeveie, Thingveie og deslige.

Naar nye Hovedveie anlægges og Broer paa samme opføres eller istandsættes, skulle de dertil medgaaende Omkostninger i Almindelighed udredes ved Ligning paa vedkommende Amts Matriculskyld, dog under følgende nærmere Bestemmelser:

• Skulde disse Omkostninger opløbe til en saa høi Sum, at det efter Amtmandens Skjøn vilde blive for trykkende for et enkelt Amt at udrede samme, gjøres der­om underdanigst Indstilling til Kongen, som bevilger Beløbet, enten i det Hele, eller for Endeel, forskudsviis udbetalt af Statscassen, og derefter udlignet paa hele Rigets matriculskyld.
• Omkostningerne paa nye Communications-Veie imellem Norge og Sverige udre­des af Statscassen, efter de Bestemmelser, som tages ved Budgettets Forfat­telse.
• Hvor det hidtil har paaligget Private, at opføre og vedligeholde Broer paa offent­lige Veie, skal det dermed fremdeles have sit Forblivende.

Vedligeholdelse af oparbeidede Veie skal i Almindelighed paaligge Beboerne i det District, gjennem hvilket Veiene ere anlagte; dog skulle de Bekostninger, som med­gaae til at vedligeholde særdeles vanskelige og afsides liggende Stykker af Hovedveie, udredes paa samme Maade, som i Henseende til nye Veie i §. 2 er foreskrevet.

Amtmændene skulle bestyre Veivæsenet i de Amter, hvor de ere ansatte.  Til Hjælp ved Bestyrelsen, kunne de antage een eller flere Veiinspecteurer, hvilke de ere beret­tigede til at afskedige.

Under ovennævnte Foresatte skulle Lensmændene besørge Veiarbeidet udført, hver i sit District, og iøvrigt paasee, at Roderne efterkomme alt, hvad der, ifølge denne Lov, paaligger disse.

Paa Reiser i Veivæsenets Anliggender tilstaaes Godtgjørelse for den brugte Skyds (Amtmanden for det Antal Heste, som ved Lov om Skydsvæsenet er bestemt for Gene­ralveimesteren), og desuden Diætpenge:  for Amtmanden, naar Reisen er over 1 Miil fra hans Hjem, 2 Spd. dagligen, og for Veiinspecteuren, der iøvrigt ingen Gage nyder, 1 Spd. dagligen, det sidste uden Hensyn til Veiens Længde.

Lensmændene tilstaaes, istedetfor Diætpenge, en aarlig Gratification, som af Amt­manden bestemmes indtil 16 Spd.

De nuværende med Kongelig Bestalling forsynede Veimestere beholde deres hidtil havte Gage.  Dog paaligger det dem fremdeles, for deres Embedstid, at forestaae det Videnskabelige ved Vei- og Broebygningsarbeidet, enhver i sit hidtil havte District, samt at meddele Overøvrighederne de Betænkninger og Oplysninger, som af disse maatte blive dem affordrede.

For øvrigt blive deres Pligter at bestemme ved Instruxer, som af Kongen meddeles dem.

Enhver Amtmand skal snarest mulig foranstalte en nøiagtig Fortegnelse optaget over samtlige offentlige Veie i Amtet, med Forslag om, til hvilken Classe enhver Vei (§. 1) efter dens Natur og Beskaffenhed bør henhøre.  Fortegnelsen bør tillige inde­holde Forklaring, om noget Veistykke er saa venskeligt at vedligeholde, og saa langt fra beboet Egn beliggende, at dets Vedligeholdelse ikke uden Ubillighed kan paalægges vedkommende District, fremdeles om hvilke Broer og Sundsteder der findes i Distric­tet, samt om hvorvidt Broe- og Sund-Told erlægges, og efter hvilken Taxt.

Disse Oplysninger, ledsagede af Amtets civile Embedsmænds Erklæringer, indsen­des til vedkommende Regjerings-Departement, som udvirker Kongelig Resolution for, til hvilken Classe enhver af Amtets offentlige Veie skal henhøre.

Denne Resolution besørger Amtmanden offentligen kundgjort, og lader derefter forfatte Forslag til hvert Thinglaugs Inddeling i visse Roder, af hvilke enhver tildeles sit bestemte Stykke af de gjennem Thinglauget løbende Veie.  Disse Forslag bedømmer Amtmanden, efter derover at have hørt de underordnede Embedsmænd og andre Sag­kyndige, og bestemmer derefter, hvorledes med denne Inddeling bør forholdes.

Klager over formeentlige Forurettelser ved Inddelingen afgjøres ved Kongelig Re­solution.

Skulde det befindes, at et Thinglaugs Indvaanere uforholdsmæssigen ved Veiar­beide ville blive betyngende, fremfor de tilstødende, enten derved, at saamange flere Hovedveie gaae igjennem Thinglauget, eller at en Hovedvei gjennemskjærer samme i en saameget længere Strækning, eller at Thinglaugets Befolkning er ringe, saa er Amtmanden bemyndiget til at jevne Uligheden, ved at henlægge en eller flere Roder af et Thinglaug til Veiarbeide i et andet, om endog i et andet Fogderi, hvor disses Grænd­ser støde sammen, dog at de Roder, som saaledes paalægges Veiarbeide i et fremmed Thinglaug, tildeles de samme nærmest liggende Veistykker.

Naar det i §. 9 omhandlede Forslag af Amtmanden er approberet, skal det enhver Rode tildeelte Veistykke fordeles paa de enkelte Gaardbrugere i Roden, saaledes, at enhver Gaard eller Gaardepart erholder sit afmaalte Stykke, hvilket det derefter paa­ligger Gaarden at istandsætte og vedligeholde.

For veistykkernes rigtige Fordeling i Roden, skal fornemmeligen lægges til Grund Brugenes Størrelse og Godhed, med Hensyn til Udsæt, Creaturhold m. m.  De til en­hver Rode henlagte Brug skulle inddeles i 6 forskjellige Classer fra No. 1 til 6.

I overensstemmelse med denne Classifikation tildeles ethvert Brug en bestemt Deel af Rodens Veistykke, og de Brug, der henhøre til en og samme Classe, bidrage til Veiens Vedligeholdelse i lige Forhold.

Forholdet mellem hver Classe bliver saaledes, at et Brug, der er sat i første Classe, faaer 6 Dele, et Brug i anden Classe 5 Dele, og saa fremdeles, indtil sjette Classe, der altsaa faaer 1/6 imod et Brug i første Classe.  Ved Delingen skal ikke alene Veistyk­kernes Længde, men deres Beskaffenhed, med Hensyn til den større eller mindre Vanskelighed, der er forbunden med sammes Istandsættelse og Vedligeholdelse saavel Vinter som Sommer, komme i Betragtning.

Kunne disse ikke derom forenes, inden saadan Tid som Amtmanden bestemmer, besørges Classificationen og Veiinddelingen udført af Veibestyrelsen paa Rodens Be­kostning, hvormed det da skal have sit Forblivende.

Eierne eller Brugerne af Gaarde eller Gaardeparter, der henhøre til en og samme Classe, afgjøre ved indbyrdes Overeenskomst, eller, hvis denne ei kan opnaaes, ved Lodtrækning, hvilke Veistykker der skal tilfalde ethvert Brug af de ved Veidelingen til een Classe henlagte.

En vis Sum, som Amtmanden, efter foregaaende Overslag, anseer fornøden til Veies og Broers Istandsættelse i det kommende Aar, skal hvert Aar forskudsviis udlig­nes paa Matriculskylden, og indkræves med Skatterne.

Til Veies Omlægning og Forandring eller til Opførelse af Broer, hvor saasanne ikke før have havt Sted, maa i ethvert enkelt Tilfælde ikke anvendes en større Sum end 400 Speciesdaler, uden at derom tages Beslutning af en samlet Commission, bestaa­ende af Amtmanden, vedkommende Foged og Sorenskriver, samt Lensmanden og 3de Rodemestere i det District, hvor Veien eller Broestedet er beliggende.

Alle nye Veie skulle, hvor Bakker og andre Naturhindringer ei forbyde det, anlæg­ges i lige Linier eller regulaire Buer.  Saavel de hidtil anlagte som nye Hovedveie skulle i Almindelighed være 8 Alen brede indenfor Grøfterne, dog med følgende Undtagelser:

• Hvor en allerede ved denne Lovs Kundgjørelse oparbeidet Vei har en større Bredde, bør denne fremdeles beholdes, saafremt saadant efter anstillet Under­søgelse af Veibestyrelsen findes nyttigt eller nødvendigt.
• Hvor en oparbeidet Vei derimod har en mindre Bredde, dog ikke under 7 Alen, kan det, naar sammes Udvidelse skulde være forbunden med betydelig Bekost­ning eller mange Vanskeligheder, dermed have sit Forblivende.
• Hvor en Vei har Sving, bør dens lovbestemte Bredde gives en efter Veibestyrel­sen Skjøn passende Udvidelse.

Bygdeveie, som ikke ere blot Rideveie, skulle i Almindelighed være 6 Alen brede.

Alle Hovedveie skulle, hvor saadant ansees nødvendigt, være forsynede med Grøf­ter, der ere tilstrækkelige til at skaffe Vandet Afløb.

Hvor Veien gaaer over Fjeld eller løs Jord, bør den afmærkes med Stene, Pæle el­ler andre tydelige og varige Kjendemærker.

Uden Tilladelse af Veibestyrelsen, maa ingen Bygning opføres den yderste Grøfte­rand nærmere end 6, og intet Gjerde nærmere end 1 Alen.

Hvorvidt Bygdeveie bør forsynes med Grøfter, beroer paa vedkommede Veibesty­relse at afgjøre efter de locale Omstændigheder.

Det, som ved Grøfternes Gravning eller Rensning opkastes af disse, og ei til Veifyld er tjenligt, maa henlægges paa den Side af Grøften, der vender fra Veien.

Til Fyld paa Veie skal i Almindelighed bruges Gruus, grov Sand og Smaastene; anden Slags Fyld maa ikke anvendes uden paa Steder, hvor Veibestyrelsen dertil har givet speciel Tilladelse.

Handler nogen herimod, eller henføres Halm, Høvelfliser, Skarn eller deslige paa Veien, skal det Henkastede foranstaltes bortført af Rodemesteren paa den Skyldiges Bekostning.

Findes ved Siden af en offentlig Vei saadanne Fordybninger, hvoraf Fare for Reis­ende med Grund kan befrygtes, bør ved Veikanten foranstaltes opført en Muur med Afløbshuller i, eller Rækværk, eller store Stene, eller plantes Træer.

Anlæg af nye Hoved- og Communicationsveie høre under Regjeringens Bestem­melse.  I ethvert Tilfælde, hvor Omkostningerne blive at udrede ved Ligning paa hele Rigets Matriculskyld, eller af Statscassen, udføres Arbeidet paa den Maade, som Re­gjeringen fastsætter.

Hvorvidt Anlæg af nye Bygdeveie bør foretages, bestemmer Amtmanden, efterat han i ethvert Tilfælde har indhentet Oplysning om, at Almuen ønsker slige Veie og an­seer dem tjenlige.  Omkostningerne udredes af vedkommende Bygd.

Enhver er pligtig at afstaae den fornødne Grund, saavel til Veies Anlæg, som til at give de nuværende Veie og Grøfter den lovbestemte Bredde, mod Godtgjørelse, som, saafremt mindelig Forening ikke kan opnaaes, eller den fordrede Erstatning er over 30 Speciesdaler, bestemmes ved lovlig Taxation, førend Anlægget skeer.  Den bør holdes paa Aastedet, naar Jorden er fri for Snee, og vedkommende Eier eller Bruger, samt den, der efter Amtmandens Foranstaltning møder paa det Offentliges Vegne, gives 8 Dages Varsel.  Veds Taxtens Bestemmelse bør Jordens større eller mindre Frugtbar­hed, fordeelagtige eller slette Beliggenhed og dens Værdie i Forhold til Jorder af lig­nende Størrelse og Beskaffenhed i samme Egn, tages i nøieste Betragtning.

Naar Jord i forommeldte Øiemed afgives af Statens eller beneficeret Gods, tilfalder Godtgjørelsen i første Tilfælde Statscassen, i sidste det beneficerede Godses Fond, hvorimod daværende Opsidder nyder saa stort Afslag i de aarlige Afgifter, som Renter af Erstatningssummen beløber, beregnet til 4 pCt.

Anlægges ny Vei over Jord, som privat Mand har bortleiet, tilfalder Erstatningen Grundeieren, som derimod er pligtig at give Leieren, for dennes Besiddelsestid en aar­lig Godtgjørelse, der bestemmes til 4 pCt. af Erstatningssummen.

Den gamle Vei skal, naar den tilfalder den, der maa afgive Jord til en ny, beregnes efter Arealindhold og Jordens Beskaffenhed.

Hvis Gjerder, formedelst Veies Anlæg eller Forandring, maae opføres, borttages el­ler flyttes, skal Erstatning for det Tab eller de Omkostninger, saadant medfører, sær­skilt beregnes og godtgjøres Eieren.

I Skov og udyrket Mark, maa Steen, Gruus, Jord og Sand til Veies Anlæg eller Istandsættelse tages, hvor saadant nærmest Veien er at faae, og uden Skade for Eieren eller Brugeren kan skee, men derimod ikke fra indhegnede og dyrkede Marker, forinden Godtgjørelse derfor er bestemt ved lovlig Taxt, saafremt mindelig Forening ei derom kan opnaaes.

Den Godtgjørelse, som efter §§. 25, 27 og 28 udbetales Vedkommende, tillægges de øvrige Veiomkostninger, og udredes efter de samme Regler, som i Henseende til disse ere fastsatte (§. 2).

Taxationsforretningerne afholdes paa Veivæsenets Bekostning.

Erstatning for Aftrædelse af Jord til Bygdeveie, paaligger det vedkommende Bygd at udrede.

Ret til Erstatning for Skade, som maatte være Nogens Grund tilføiet i Anledning af Veiarbeide, bortfalder, naar Vedkommende ikke fordrer Erstatningen inden 1 Aar efter­at Skaden er skeet.

Ingen maa forhindre Veibestyrelsen fra at give det Vand, der er til Skade for Veien, fornødent Afløb.

Ved Hovedveiene bør paa hver ½ Miil oprettes Milepæle, hvilke gives forskjellig Dannelse, eftersom de vise enten hele eller halve Mile.  I ethvert af Rigets 4 Stifter bør Heel-Milepælene med tydelige Tal vise Afstanden fra Stiftsstaden.

Hvor to eller flere Hovedveie støde sammen, bør opsættes Veivisere med tydelig Paategning om, hvorhen enhver Vei fører.

De med Milepæles og Veiviseres Anskaffelse og Opsættelse forbundne Omkostnin­ger, udredes ved Ligning paa ethvert Amts Matriculskyld.

Til at betegne Delet mellem Rodernes saavelsom mellem enkelte Gaardes Veistyk­ker, skal Rodemesteren besørge opsat Stolper, forsynede, de første med Rodens No., og de sidste med Gaardens Navn.  De anskaffes af vedkommende Rode, paa dens Bekostning.

I Henseende til de over Kjøbstæders Grund gaaende Veie, skulle de ovennævnte Forskrifter ogsaa følges, forsaavidt de der ere anvendelige.

Naar Veiarbeide forefalder, hvis Omkostninger enten skulle lignes paa hele Rigets Matriculskyld, eller udredes af Statscassen (§. 23), ere de tilgrændsende Bygders Gaardbrugere forpligtede til at møde med Heste og Kjøreredskaber, for at besørge den ved Arbeidet forefaldende Kjørsel af Steen, Træmaterialier, Fyld o. s. v., imod saadan Betaling, som Amtmanden, efter at have indhentet Oplysning om hvad der er pas­sende, bestemmer.  Dog bør ingen tilsiges i de almindelige Aannetider, eller den Dag det paaligger ham at skydse.  Ei heller er nogen Gaardbruger pligtig, imod sin Villie at forrette Kjørsel længere Tid end 6 Dage aarligen for hver Hest han holder.

Naar Hovedveie anlægges eller omlægges, og de derpaa medgaaende Omkostnin­ger udredes af vedkommende Amt, ere Gaardbrugerne i det Thinglaug, gjennem hvil­ket Veien gaaer, forpligtede til, saavidt muligt, i Forhold til enhver Gaards størrelse og Godhed, efter Tilsigelse at forrette Veiarbeide uden Betaling, dog saaledes, at Opsid­derne paa de største Gaarde ikke blive paalagte at arbeide længere end 8 Dage hver Sommer, og Opsidderne paa de mindre Brug i forholdsmæssig kortere Tid.  Dette Arbeide vedvarer aarligen indtil Veien er færdig.  Fogden og Sorenskriveren skulle i Forening med Lensmanden og Rodemesterne bestemme det Forhold, der i Henseende til Arbeidsdagenes Antal skal finde Sted mellem de forskjellige Gaarde.  En Dags Ar­beide med Hest og Karl regnes for 2 Dage.  Arbeidstiden er fra Klokken 6 om Morge­nen til 12 Middag, og fra Klokken 2 Eftermiddag til Klokken 7 Aften, med ½ Times Ophold mellem 9 og 10, og 4 og 5.

Fra det i §§. 38 og 39 omhandlede Veiarbeide skulle Postbønder, faste Lodser, Vei­inspecteurer, Lensmænd og Vei-Rodemesterne være fritagne, dog kun for de Gaarde, hvilke de selv beboe.

Eengang om Aaret tilsiges hver Rodes Mandskab til almindeligt Veiarbeide (§§. 9 og 11), hvilket skal foretages strax efter Plougaannen, og være udført inden den Tid, Amtmanden bestemmer.  Findes derefter nogen Mangel paa Veien, foranstaltes den istandsat for den eller de Forsømmeliges Regning.

Ingen Gaard eller Gaardepart bør for Fremtiden være undtaget fra den bestemte Rodeinddeling, i hvad Privilegium eller Forret dens Eier eller Besidder end ellers maatte være forundt, med mindre noget District skulde være saa afsides beliggende fra Hovedveiene, at det ikke kan tillægges noget Veistykke at vedligeholde, i hvilket Tilfælde vedkommende Opsiddere skulle, istedetfor Arbeide, give til Amtets Veicasse et vist Pengebidrag aarlig, hvis Beløb bestemmes af Amtmanden paa Kongens Appro­bation.

Huuseiere under matriculeret Jord og Huusmænd skulle paa det Veistykke, der er tillagt den Gaard, hvortil de høre, forrette 2 Dages, samt Strandsiddere og Inderster een Dags Veiarbeide aarligen.

Enhver Rode, saavel paa Hovedveiene som paa Bygdeveiene, skal have sin For­mand, der, som hidtil, fører Navn af Vei-Rodemester, og af Veibestyrelsen udnævnes blandt de forstandigste og meest agtede Mænd i Roden.

Rodemesterens Pligter ere følgende:

• at gaae sine Foresatte tilhaande med de Oplysninger, som af ham maatte æs­kes, og at rette sig efter de Instruxer, han fra dem modtager;
• at besørge disse Ordres, Veisager vedkommende, udførte eller omsendte til Gaardbrugerne i Roden;
• at befare Rodens Veistykke til de Tider, som maatte fastsættes i den Instrux, der meddeles ham, og bemærke de Mangler, han maatte forefinde ved et eller andet Veistykke, hvorom han da strax bør vidnesfast underrette den Vedkom­mende, og paalægge denne ufortøvet at sætte det istand.

  Skeer dette ikke uden Ophold, bør Rodemesteren lade Veistykket istand­sætte for Angjældendes Regning.

  Forefinder han nogen Mangel ved de paa Rodens Veistykke opførte Broer, gjør han strax derom Indberetning til Lensmanden.

• Skulde et Veistykke ved overordentlige Naturbegivenheder, saasom Steen­skred, Leerfald, Oversvømmelse o. s. v., befindes saa stærkt beskadiget, at Istandsættelsen ei af den enkelte Gaard, som Veistykket er tillagt, kan iværk­sættes, bør han uden Ophold gjøre Anmeldelse derom til Lensmanden;
• at besørge de i denne Lovs §. 36 ommeldte Stolper opsatte;
• at føre Opsyn med alt Vinterarbeide.

De en Rodemester, som saadan, tilkommende Rettigheder ere:

• at fordre Efterlevelse af de Ordres, han i Veivæsenets Anliggende udstæder;
• at han er fri for det i §§. 38 og 39 samt §. 47, confereret med §. 45 No. 4 om­handlede Veiarbeide for den Gaard, han beboer;
• at han er fri for Arrestantvagt og for at sidde Laugrette;
• at han, naar han har forestaaet Rodemester-Ombudet i 3 Aar, kan for Eftertiden paastaae sig derfra fritaget i ligesaa lang Tid.

Lensmændene ere pligtige at paasee, at det aarlige Veiarbeide bliver forsvarligen udført, samt at befare Thinglaugets Veie den Tid, de efter Amtmandens Bestemmelse (§. 41) skulle være istand, og undersøge, om Arbeidet er forsvarligen og lovmæssigen udført, i hvilken Henseende de nøie bør eftersee om Bestemmelsen i §. 21 er opfyldt. De antegne de Forsømmelser, som maatte befindes, og gjøre derom uden Ophold Ind­beretning til nærmeste Foresatte, hvorhos de tillige føie Anstalt til, at Veien paa lovbe­falet Maade strax bliver istandsat ved leiede Folk, paa den Forsømmeliges Bekostning.

Det paaligger Lensmanden, naar det i §. 45 No. 4 nævnte Tilfælde indtræffer, strax at føie de fornødne Foranstaltninger til at faae Veistykket, ved en eller flere Roder, om det behøves, sat i fremkommelig Stand, og imidlertid gjøre Indberetning om det Skeete til Veibestyrelsen.

Forøvrigt have Lensmændene at efterleve de Instruxer og Befalinger, som høiere Autoriteter meddele dem.

Det skal være Magistratens og Politiemesterens, eller i de Kjøbstæder, hvor ingen særskilt Magistrat eller Politiemester er, Byfogdens Pligt, at føie de til Veienes Istand­sættelse og Vedligeholdelse fornødne Foranstaltninger.

Vedkommende Amtmand bør udnævne een af Byens Borgere, til efter meddelt Ordre at besørge Alt, hvad der ansees fornødent til at istandsætte og vedligeholde Byens Veie.  Denne Borger, som fører Navn af Veiinspecteur, bør vedblive saadant Om­bud i 3 Aar, og imidlertid være fri for Veiarbeide og alle personlige Byrder.  Desuden bør der af Veibestyrelsen antages saamange Vei-Rodemestere, som ere fornødne til at have vedbørligt Opsyn med Arbeidet, hvilke ligeledes ere fritagne for al anden perso­nel Byrde.

Ingen nye Veie skulle anlægges, eller Forandringer i de nuværende gjøres, forsaa­vidt de ere indrettede efter nærværende Lovs Bestemmelser, førend Forslaget derom af Byens Formænd er undersøgt, og Magistraten, eller hvor ingen er, Byfogden derpaa har erklæret, samt Amtmandens Approbation er indhentet.

De Omkostninger, som udfordres til Kjøbstædveies og Broes Anlæg eller Vedlige­holdelse, skulle, forsaavidt private Contracter eller specielle Bestemmelser ikke ander­ledes fastsætte, udredes af vedkommende Bye.

Veiinspecteuren skal aarligen for de anvendte Summer aflægge Regnskab, hvilket af Byens Formænd skal gjennemgaaes, for at disse kunne paasee, at intet er foreta­get, uden det, som af dem paa Byens Vegne ansees at have været nyttigt og nødven­digt.  Dette Regnskab revideres og decideres paa den for Commune-Regnskaber be­stemte Maade.

Den Kjørsel, som udfordres til Veies Istandsættelse og Sneeplougens Brug, skal forrettes uden Betaling af de Indvaanere, som holde Heste, hvad enten disse staae i Kjøbstaden eller paa Landeiendom paa dens Grund, og bør Kjørselen gaae rundt efter Tour, og fordeles efter Antallet af de Heste, som holdes.

Dagetallet bør, hvad Sommerarbeidet angaaer, ikke overstige 4 om Aaret, med mindre overordentlige Tilfælde gjøre flere Dages Arbeide fornødent, hvilket Amtman­den bestemmer.

Fra denne Pligts Opfyldelse bør ingen Indvaaner være fritagen, undtagen Veiin­specteuren og Vei-Rodemesterne.

De Huuseiere i Byerne og deres Forstæder, som ikke holde Heste, skulle være for­pligtede til, at lade forrette andet Arbeide, som udfordres, og hvilket fordeles efter Husenes Assurance-Sum, saaledes, at Eieren af et Huus, som staaer i Brandcassen for 200 Spd. svarer dobbelt imod Eieren af et, der kun staaer for 100 Spd. o. s. v., dog saaledes, at Eierne af Huse eller Gaarde, hvis Brandtaxter overstige 1000 Spd., ikkun svare Veiarbeide efter denne Sum, og skal ingen Huuseier, der ikke holder Hest, ved Veiarbeide paalægges en større Byrde, end der efter §. 52 paaligger de Huuseiere, der holde Heste.  For saadant Arbeide ere Veiinspecteuren og Rodemesterne fritagne, saavelsom Beboere af de Huse, der ere antegnede til Brandforsikring for mindre end 50 Spd.

Magistraten, eller hvor ingen saadan er, Byfogden, skal ved hvert Aars Begyndelse tilstille Veiinspecteuren tvende Mandtal, et over alle de Indvaanere, som holde Heste, med vedføiet Rubrik over disses Antal, og et over de Husseiere, som ikke holde Heste, ned vedføiet Rubrik, der viser Husenes Assurance-Sum.  Disse Mandtal skulle stedse ligge til enhver Vedkommendes Eftersyn hos Veiinspecteuren.

Tilsigelse til Kjørsel og Arbeide skal skee ved Vei-Rodemesterne efter en Liste, som Veiinspecteuren under sin Haand hver Gang udstæder.  De, som holde mere end een Hest, skulle lade møde med en tospændt Vogn eller to Kjærrer og en voxen Karl, de, der blot holde een Hest, med en eenspændt Vogn eller Kjærre og Karl, og de, som ei holde Hest, skulle sende duelige og arbeidsføre Folk, hvorhos samtlige Tilsagte skulle medbringe de til Arbeidet fornødne Redskaber.

Med Hensyn til Arendal og Østerriisøer, da forbliver Rescriptet af 16de September 1785 fremdeles i Kraft.

Iøvrigt skal Alt, hvad der om Kjøbstæderne i denne Lov er foreskrevet, ogsaa gjel­de for Ladestederne, forsaavidt det paa disse maatte være anvendeligt.

Enhver Kjøbstad og enhver inddeelt Rode paa Hoved- og Bygdeveiene skal anskaf­fe og stedse i forsvarlig Stand vedligeholde saamange Sneeplouge, som Amtmanden bestemmer.  De skulle indrettes saaledes, som det med Hensyn til hver Egns særegne Beskaffenhed kan ansees passende.

Saasnart der er falden 8 til 9 Tommer Snee, bør Sneeplougen kjøres, og denne Kjørsel gjentages, saasnart nye Snee af et Qvarteers Dybde siden falder.  Sneeplou­gen bør kjøres saavidt muligt i lige Linie midt i Veien, at det samme Spor kan følges hele Vinteren.

Hvor Sneen paa enkelte Steder har lagt sig saa fast eller saa høi, at Sneeplougens Brug alene ei er tilstrækkelig, skal desuden saameget Mandskab, som behøves af hver Rode, tilsiges for at skuffe.

Sneeplougkjørselen paa Hoved- og Bygdeveiene paaligger det Roderne, hver for sit Vedkommende, at forrette, efter den imellem Jordbrugerne iværksatte Classifica­tion (§. 11).  Forsaavidt Nogen af disse skulle være saa langtfra boende, at han ikke beqvemmeligen kan deeltage i Arbeidet, skal han være fritaget derfor, imod enten efter fælles Overeenskomst, eller hvis denne ei kan opnaaes, efter Amtmandens Bestemmelse, at betale de Øvrige for, hvad de maatte komme til at udføre mere af bemeldte Arbeide, end der ellers maatte tilkomme dem.  Er hele Rodens Gaardbrugere for langt fraliggende til at kunne forrette Arbeidet, udføres det af de nærmere Angrændsende, mod Betaling efter nysanførte Regler.

Hvor forestaaende Bestemmelser blive for byrdefulde for enkelte Egne, eller hvor de af andre Aarsager ikke ere anvendelige, skal Amtmanden foranstalte Sneebrydnin­gen paa Hovedveiene udført ved leiede Folk, efter Omstændighederne, enten for Vei­cassens eller for vedkommende Veirodes Regning.

Opkomme Støb paa Veiene, skal det paaligge den, paa hvis Veistykke Støbet befin­des, strax at udhugge samme.  Iøvrigt gjælder om Støbhugning det samme, som i §. 59 er fastsat i Henseende til Sneeplougkjørsel.

Befindes nogen Forsømmelse at være begaaet, i Henseende til Sneeplougkjørsel eller det øvrige Veiarbeide om Vinterne, skal Rodemesteren uopholdeligen lade det manglende Arbeide udføre ved leiede Folk for den eller de Skyldiges Regning.  Det samme paaligger Lensmanden, naar han ved Befaring maatte finde et Veistykke ubrudt, eller uforsvarligen brudt.

Alle Broer paa Hovedveie skulle, hvor Naturhindringer ikke forbyde det, for Efter­tiden opbygges af Steen, og (Rækværket iberegnet) være af lige Bredde med Veien.

Paa Bygdeveie skulle Boerne, efter Amtmandens Bestemmelse, bekostes og vedli­geholdes af den Bygd, som det paaligger at vedligeholde Veien.

I Almindelighed skulle alle paa Hovedveie beliggende Broers Opførelse eller Istand­sættelse, naar denne efter Overslag vil koste mere end 100 Spd., efterat en detailleret Forskrift for Arbeidets Udførelse fra vedkommende Veiinspecteur er bleven udarbeidet, og en formelig Taxationsforretning, hvor en saadan ansees nødvendig, har været opta­get over dets Bekostning, sættes til offentlig Licitation paa Conditioner, som Amtman­den bestemmer, og fastsættes det som en almindelig Regel, at Taxations-, Licitations- og Besigtelses-Forretningers Omkostninger skulle, efter Regninger, der bør være revi­derede og approberede af Amtmanden, udredes af Entrepreneuren, og altsaa fradra­ges Licitationssummen.  Dog kan saadant Broarbeide i de enkelte Tilfælde, hvor ved­kommende Departement, paa Grund af Indberetning fra Amtmanden, maatte finde det hensigtsmæssig, bortaccorderes til Entrepreneurer, der ere kyndige i Brobygningsar­beide.  Dette skal i Særdeleshed finde Sted, naar intet antageligt Bud ved Licitation, som altid først skal prøves, har været at erholde.

Beløbe Omkostningerne paa Broers Opførelse og Istandsættelse derimod ikke til mere end 100 Spd., kan vedkommende Veibestyrelse lade Arbeidet udføre efter Acc­ord, dog at de Regninger, som derover indgives, ligeledes af Amtmanden revideres og approberes, forinden de udbetales.

Det skal være Pligt for Lensmænd og Vei-Rodemestere, saasnart nogen Mangel ved en Broe opdages, strax at besørge det Fornødne til Broens Istandsættelse.

Til Beviis for at Arbeidet er forsvarligen udført i Overeensstemmelse med Licita­tions-Conditionerne, skal der, naar Arbeidet paa nye opførte eller istandsatte Broer er færdigt, optages Besigtelsesforretninger derover, ved hvilke Forretninger Veibestyrel­sen bør lade møde.  Derimod skal det i Henseende til Broarbeid, som efter Accord er bleven udført, være tilstrækkeligt, at Veibestyrelsen attesterer dets lovlige Udførelse.

Til Broers Bygning skal det være vedkommende Entrepreneurer tilladt, i Skov og Mark at tage den fornødne Steen, hvor den, uden Skade for Eieren, nærmest er at er­holde.  Foraarsages Skade ved Stenens Fremkjørsel, skal samme erstattes efter lovlig Taxt, saafremt mindelig Forening derom ikke kan opnaaes.

De Træmaterialier, som udfordres til en Broes Opførelse eller Istandsættelse, skulle Skoveierne, naar de ikke derom med Vedkommende kunne forenes, være forpligtede at overlade efter lovlig Taxation, som erholdes uden Bekostning for Skoveierne.  Taxa­tion af dobbelt Antal Mænd betales af den, som Forretningen gaaer imod.

I Henseende til Maaden, hvorpaa den i denne og næstforegaaende §. nævnte Er­statning skal udredes, gjælde de samme Bestemmelser, som i §. 29 ere foreskrevne.

Alle Broer paa Hovedveie, de undtagne, hvor Veibestyrelsen finder det unødven­digt, skulle være forsynede med Rækværk, og ved Enderne af samme med Stolper, hvorpaa sættes Broens Navn.

Ethvert Amt skal have sin egen Veicasse, der staaer under Amtmandens Bestyrel­se, og for hvilken aarligt Regnskab aflægges til vedkommende Departement, paa den Maade, og til saadan Tid, som af Kongen bestemmes.  Dette Regnskab bekjendtgjøres ved Trykken, og Exemplarer deraf henlægges paa samtlige Thingsteder i Amtet.

Til denne Veicasse henlægges:

• de for Overtrædelse af denne Lov paa Landet faldende Bøder;
• det aarlige Pengebidrag, som ifølge §. 42 ydes af de Gaarde, der ere befriede for Veiarbeide in natura paa Hovedveiene;
• hvad der til Bestridelse af Veivæsenets Udgifter aarligen udlignes som Forskud paa Amtets Matriculskyld (§. 14), hvilket, ligesom det under Litr. b. anførte Bi­drag, indkræves af Fogden tilligemed Skatterne.

Af disse Veicassens Indtægter bestrides alle de Veivæsenet vedkommende Udgifter, som ikke efter de gjældende Love paa anden Maade skulle udredes.  De udbetales af Fogden efter Amtmandens Udgiftsordre.

I Kjøbstæderne tilfalde Mulcterne Stedets Kæmnercasse, som Bidrag til Veiudgif­terne.

Hvo som uden Tilladelse af Veibestyrelsen opfører Huus eller Gjerde nærmere Vei­ens Grøfter end i §. 18 i denne Lov er fastsat, bør bøde fra 5 til 25 Spd. og sætte Grøf­ten istand igjen, hvis den derved er bleven beskadiget.  De saaledes opførte Huse eller Gjerder skulle af Veibestyrelsen foranstaltes nedrevne, paa vedkommende Eiers Be­kostning.

Hvo som enten i Veiens Grøfter eller paa dens Kanter, graver Leer, Sand, eller des­lige, eller egenraadigen foretager nogen Forandring paa Veien eller dens Grøfter, skal paa egen Bekostning istandsætte Veien, og desuden straffes med Bøder fra 2 til 10 Spd.  Kan den Skyldige ei opdages, bør det Beskadigede istandsættes af Roden, eller paa dens Bekostning.

Ingen maa paa Veien eller i Grøfterne hensætte eller henlægge Noget, som kan hindre Færdselen og gjøre den farlig eller vanskelig for de Reisende, under Straf af en Mulct fra 1 til 5 Spd., og skal den, som handler herimod, strax bortskaffe det Henlagte, i hvis Mangel saadant besørges efterkommet af Veibestyrelsen paa den Skyldiges Be­kostning.

Paa Hovedveiene maa herefter ingen Grinder eller Led opsættes, hvor disse hidtil ikke have fundet Sted, med mindre Veibestyrelsen, paa Grund af særdeles Omstæn­digheder, tillader det.  Handler Nogen herimod, da bør han bøde 2 Spd., og skal Grin­den for hans Regning af Lensmanden eller Rodemesteren besørges nedreven og bort­ført.

Creature maae ikke tøires paa Veien, eller i dens Grøfter, heller ikke slippes til Græs­ning paa de Veie, som ere omgivne med Hegn, under en Mulct af 60 Skilling for hvert.

Naar Kjørende mødes, skulle de være forpligtede til, saavel med som uden Læs, at holde til høire Side, og ikke at benytte mere end den halve Deel af Veien.  Den anden halve Deel skal benyttes af de Mødende eller Forbikjørende.

Overtrædelser af de i denne §. indeholdte Forskrifter straffes med en Mulct af 1 Spd.

Beskadiger Nogen Milepæle, Træer, Afvisere, Veivisere, Broer, Rækværker, eller andet paa offentlig Vei, skal han ei alene erstatte Skaden, men ogsaa straffes med Bøder fra 5 til 25 Spd.

Amtmændene ere bemyndigede til, forsaavidt Omstændighederne tillade det, at forbyde Brugen paa Hovedveie af saadanne Kjøreredskaber, som beskadige Veien.  Et saadant Forbud bør bekjendtgjøres 2 Maaneder førend det sættes i Kraft.  Handler siden Nogen mod saadant Forbud, har han forbrudt det ulovlige Kjøreredskab til Angi­veren, og bøder desuden fra 2 til 5 Spd.

Gjerder, som hælde ud over Veien, skulle af Lensmanden eller af Rodemesteren foranstaltes nedrevne paa Eierens Bekostning.

Møder Nogen, som er tilsagt til Veiarbeide, ikke til rette Tid (§. 39), da bøder han, om han er tilsagt med Hest, 16 Skilling for hver Time han udebliver, i andet Fald 8 Skil­ling.

Befindes Nogen Mødende drukken, modvillig, eller udygtig, eller ei at have med­bragt befalet Redskab, ansees han, som han aldeles ikke var mødt, og skal Veibesty­relsen i ethvert af disse Tilfælde være berettiget til, at antage en anden Mand til Arbeide i den Angjældendes Sted samt paa hans Bekostning.  Kan en saadan ikke faaes, bør den Angjældende ved næste Leilighed oparbeide det Forsømte.

Befindes de Veistykker, som ere Gaardene tillagte, ikke i fuldkommen Stand, inden den Dag de af Lensmanden befares (§. 47), skal den Vedkommende, foruden at Vei­stykket paa hans Bekostning vil blive istandsat (§. 41), være underkastet en Mulct af 2 Spd.

Forsømmer nogen Rode at anskaffe det Antal Sneeplouge, som den er paalagt at holde (§. 57), eller findes de ved Eftersyn i ubrugelig Stand, da besørger Lensmanden dem anskaffede for Rodens Regning, og bøder derhos enhver af Rodens Gaardbrug­ere, som have nægtet at bidrage til Anskaffelsen, 1 Spd.

Forsømmer Nogen det i Henseende til Veibrydning om Vinteren ham paaliggende Arbeide, straffes han med en Mulct af 2 Spd.

Viser nogen Lensmand Efterladenhed i Opfyldelsen af de ham ved denne Lov Paa­lagte Pligter, straffes han, efter Forsømmelsens Grad og Sagens Beskaffenhed, med Bøder fra 5 til 20 Spd.

Rodemestere bør i lige Tilfælde ansees med Bøder fra 1 til 4 Spd.

Enhver Anmeldelse om Overtrædelse af denne Lov skal i Kjøbstæderne skee til den Embedsmand, som bestyrer Politivæsenet, og paa Landet til Fogden eller Lensmanden, hvilke, Enhver for sit Vedkommende, undersøge Sagens Beskaffenhed, og derefter gjøre Indberetning til Amtmanden.

Finder Amtmanden Anledning til, at drage Vedkommende til Ansvar, dicterer han dem den for deres Brøde fastsatte Mulct, og bestemmer, ifald noget Arbeide er forret­tet, hvorfor Erstatning skal gives, tillige dennes Beløb, hvorefter det forelægges dem, om de ville i Mindelighed betale Mulcten, og i Tilfælde, Erstatningen efter Amtmandens Kjendelse, eller om de foretrække at lade Sagen afgjøre ved Rettergang.

Erklære Vedkommende sig tilfreds med Amtmandens Kjendelse, er Sagen dermed afgjort.  Kjendelsen tilligemed den Skyldiges Erklæring indføres da, paa Landet af Fog­den, og i Kjøbstæderne af Politiemesteren, i en af Amtmanden autoriseret Protocol. Erlægges ikke Betalingen til bestemt Tid, kan Udpantning, efter en Udskrift af denne Protocol paa ustemplet Papiir, foretages.

Vælge Vedkommende derimod Rettergang, blive de at tiltale for en Politiret, hvor de, saafremt Sagen gaaer dem imod, tillige bør dømmes til at betale alle Omkostnin­ger skadesløse, og til Actor et billigt Salarium.

Indtil den bestemte Veiinddeling (§. 11) er istandbragt, hvilket snarest muligt bør skee, og i det seneste inden 1ste Juli 1826, bliver Veivæsenet at bestyre og Veiarbei­det at udføre paa den hidtil foreskrevne Maade.

Efterhaanden, som bemeldte Inddeling i ethvert Amt er bleven iværksat, skulle alle hidtil gjældende, saavel almindelige som specielle Love og Anordninger angaaende Veivæsenet, forsaavidt de i denne Lov ikke ere paaberaabte, være ophævede.